Så er endnu et år gået siden vi sidst var til generalforsamling.
Jeg vil her nævne nogle af de ting bestyrelsen har været involveret i.
Arbejdslørdagen d. 25. april blev en dag med mange små og store projekter. Underlaget på legepladsen ved lærerboligen blev skiftet fra sand til flis. Efterfølgende har det resulteret i væsentligt mindre rengøring indendørs! Stakit langs vejen til hallen, blev der også lavet og samtlige legeredskaber blev efterset og repareret. Træer blev fældet, basketkurv i skolegården sat op, overalt blev der ryddet op. Ukrudt blev der også tid til at rykke op.
D. 4/8 startede så de første nye børn i Friheden og d. 11/8 startede skolen så for alvor. 84 elever startede på skolen og 40 ? elever i Friheden.
Bus. Endnu engang må vi erkende, at vi bor i et udkantsområde. Buskørslen blev efter sommerferien beskåret og endte som ”telebus”. Efter nogen forvirring om hvornår, der kørte busser og hvem, der bestilte telebusser, er der igen kommet ro på det hele. Men om der bliver nogen besparelse er svært at få øje på.
Cykelsponsorløbet d. 6. september blev afviklet i godt vejr og med stor energi og mange gode ben. Endnu en gang må man forbavses over den store opbakning vi møder og får! Tusind tak til alle!!
Kom gerne med forslag til evt. fornyelse eller inspiration af denne gode tradition!
Lørdag d. 25. oktober havde vi så endnu en arbejdsdag. Der blev lagt fliser ved skolebygnings gavl ud mod halvejen. Det har drillet længe, at der vil stå vand der, men det skulle gerne være en saga blot nu. Der er skiftet 6 vinduer i pavillonerne, vi mangler dog endnu 3 stk. Lidt forskelligt udvendigt vedligehold blev ordnet. Nye opslagstavler er sat op i vores aula. Det kreative fylder meget og nu kan meget sættes op med nåle. Stor TAK til alle, der hjælper eller sponsorer de ting vi skal bruge. Det har stor betydning.
Indskrivningen var d. 15 november og her kunne vi byde 6 nye elever og deres forældre velkomne. Dette er siden steget til hele 10 elever, der skal starte i børnehave klasse efter sommerferien.
Lørdag d. 29. November Spejderne og Friskolen, afholdt endnu en gang julestue med stor succes. Igen et vellykket arrangement med mange fremmødte gæster, og et pænt overskud på kr. 7.545,00 til vores skole og det samme beløb til spejderne.
Vedtægter. Vi kunne ved sidste generalforsamling meddele, at vores vedtægter var ændret efter indstilling fra undervisnings ministeriet, og herefter indsendt til godkendelse. Vi har måttet ændre endnu en gang og kan nu meddele at vores vedtægter nu endeligt er godkendte. Vedtægterne er på aftenens dagsorden og kommer senere, jeg vil derfor ikke bruge mere tid på dette nu.
Fyringsanlæg. I forbindelse med hallens tilblivelse blev der etableret et fælles fyringsanlæg, skolen og hallen imellem. Fyret skulle fyre med rapsolie og vi var stillet en billig drift i udsigt. Desværre har fyret ikke ville kendes ved rapsolien og der har for skolen ikke været noget besparelse, snarere tværtimod. Fyret har nu kørt en måneds tid på almindelig fyringsolie, og vi kan allerede nu konstatere, en mere rolig og stabil drift. Herefter får vi se hvad fremtiden bringer, måske i form af fjernvarme i Ydby.
Mobiltelefon. Bestyrelsen vil her oplyse om de gældende regler der gælder for elevers brug af mobil telefoner: Skolens mobilregler:
1. Ingen brug i undervisningstimer.
Telefonen opbevares i tasken eller udenfor klasselokalet.
2. Ingen foto.
3. Ingen film.
4. Ingen telefonmobning.
Eleverne må meget gerne have mobil med i skole, men overtrædes mobilreglerne, konfiskeres telefonen og må afhentes på kontoret når skoledagen er slut. Ved gentagen overtrædelse af reglerne kan sanktionen være, at telefonen ikke må tages med i skole i op til to uger.
Personale.
Vi har ansat Carsten Sørensen Mose, som pædagogmedhjælper i ”Friheden”. Casten har nogle støttetimer i skolen, samt pedel et par timer hver uge.
Udover dette bliver Carsten brugt som vikar.
Klippekort.
Vores befordrings ordning fungerer utroligt godt, og som man ofte bemærker så er vores elever meget gode til selv at holde justits med klippekortene.
Det er Lajla Poulsen der varetager opgaven med udlevering af klippekort.
Børnehave
I efteråret rettede Håndværker- og Borgerforeningen henvendelse til bestyrelsen, og spurgte om vi kunne være interesserede i at starte en børnehave. Det grublede vi en del over, vi har jo en meget god og velfungerende børnehave på Boddum og ville nødigt ødelægge noget for stedet der. Modsat vidste vi at ordningen med at børnehave børn der skulle starte i skole efter sommerferien, blev overført fra børnehaverne til skolerne, pr. 1. april var blevet permanent. Sidst på efteråret havde HP været på en tur rundt ved 3 friskoler, der alle havde børnehave, og her fik vi lidt fornemmelse af hvor meget der skulle til. En føler til lederen af børnehaven Myretuen og Boddum Hus gjorde udslaget: kom i bare i gang, så kan i måske tage noget af presset!! Bestyrelsen gjorde sig mange tanker omkring børnehaven og kom frem til, at den naturligvis skulle eksisterer på de samme værdier og normer der er gældende for vores skole.
Mandag d. 2. februar arrangerede vi så et informationsmøde her på skolen og interessen var overvældende. Herefter var det ansættelse af personale og igen har vi været heldige, vi syntes simpelthen at vi har fået det bedste hold: Vibeke Mandrup Hansen som leder, Vibeke har arbejdet som pædagog og med børnehave børn i mange år. Tror de fleste kender Vibeke fra hendes tid ved vores friskole som den meget vedholdende formand for bestyrelsen da friskolen blev startet.
Maria Jensen fra Thisted, nyuddannet pædagog. En pige med ben i næsen og mange gode ideer om hvordan livet i en børnehave bør forme sig.
Lone Nørgaard fra Hurup pædagog medhjælper. Lone har forud for denne ansættelse beskæftiget sig med helt andre ting rent fagligt end børn. Men hun har lyst til at forsøge sig med noget andet og det skulle være nu. Velkommen til jer alle.
Vi arbejder lige nu på højtryk med at få lokalerne færdige og klar til d. 1 april. Diverse myndigheders godkendelser er bragt på plads med lidt skubben bag på. Som i måske ved mangler vi mange ting og sager, har i nogle af de ting og gerne vil af med dem, så er vi den taknemmelige modtager.
Hvis der er nogle spørgsmål omkring børnehaven vil Vibeke meget gerne svare lige herefter min årsberetning.
Omforandringen af vores omklædningsrum til Fysik/Kemi - Natur/Teknik – Billedkunst, har desværre stået noget i stampe. Søgning om med finansiering ved forskellige fonde har ikke båret frugt. Der søges fortsat, men tiden løber og vi har bestemt os for, at gå i gang. Vi forventer at kunne etablere rummet i en meget enkel og forholdsvis billig udgave, hvor udsugning/belysning altså de grundlæggende ting er på plads. Herefter må vi så tage det hen ad vejen.
Bestyrelsesmøderne er der en del af året igennem, vi har en god struktur og møderne varer sjældent mere end 2 max. 3 timer. Det er altid en god og spændende tid vi bruger sammen i en positiv ånd, der gør, at vi vil, at vi vil det sammen.
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke den øvrige bestyrelse for et utroligt godt og givende samarbejde. Samtidigt også en tak til skolens ledelse og personale for at bakke op om det der er så vigtigt: samarbejdet om vores skole.
Opfordring. Har i nogle gode idéer til bestyrelsen, måske nogle markedsførings fif så vi kan tiltrække lidt flere elever så kom endeligt frem med dem !
Bestyrelsen udtrykker store forventninger til 2009, vi håber meget at kunne arbejde med visioner og mål. Vi håber at kunne styrke og udbygge det gode sammenhold såvel i forældre- som støttekreds. Vi håber at vi med vores nye børnehave vil have et godt og kvalitetsmæssigt tilbud der vil kunne tiltrække mange nye forældre, der for manges vedkommende, forhåbentligt vil benytte vores skole. Vi håber at samarbejdet med vores nabo hallen, og hallen i sig selv, vil sætte trumf på både skole og hele området som helhed.
Vi håber at 2009 bliver året hvor alt går op i højere enhed, hvor der er vilje er der også en vej.
Disse var ordene fra bestyrelsen denne gang, om vores skole og det dejlige liv, der er på stedet.
Sidst, men ikke mindst, tak til alle for jeres støtte og tillid.
Af VIGGO JOSEPHSEN
NÅR jeg sidder ved mit skrivebord på en andensal i København og kigger op fra mine papirer, kan jeg se hvad klokken er. På væggen overfor hænger nemlig Æ Hærredsfoweds Klåkk - en af de firkantede ”amerikanere” fra den sidste halvdel af forrige århundrede, som man altid kan stole på. Uret har sin egen historie.
Det hang i mine bedsteforældres hus i Ydby i alle de år, da jeg som dreng holdt mine ferier hos dem for 50-60 år siden. Da min farbror og siden min kusine arvede huset, havnede uret på loftet i en ynkelig stand, udskiftet med et mere moderne ur i den moderniserede opholdsstue, men ved en tilfældig genvisit i min barndoms feriehjem fik jeg resterne overladt. En fingernem ven fik det under behandling, kassen samlet og pudset og værket smurt – og det gamle ur gik igen som smurt, hvad det jo også var. Det er nu en snes år siden. Og det går stadig perfekt, når det bliver ”dråwn” hver aften, som det blev i mine bedsteforældres tid.
Urets historie begynder i provisorietiden, da Estrup regerede landet med hård hånd og havde vrøvl med den tids venstrebønder, altså i 1870-80’erne. Min bedstefar, Niels Josephsen i Ydby, og en anden husmand, Jens Astrup, der begge var venstremænd og havde mange børn, havde fra tid til anden været nødt til at ”låne” deres børn ud til egnens gårdmænd, når de havde brug for ekstra arbejdskraft. Der var dengang ikke så farlig meget skolegang på landet, men det kom alligevel i protokollen, at børnene havde forsømt skolen så og så mange dage. Og så vankede der skolemulkt. På den tid var der ikke mange venstremænd mellem bønderne i Sydthy, og de var ikke alt for velsete. Sognefogeden, Anders Frederiksen, kunne i hvert fald ikke lide dem. Da Niels Josephsen og Jens Astrup var kommet i bagud med skolemulkt - den ene med 72 øre, den anden med 36 øre - anmeldte han dem til herredsfogeden i Vestervig, Jansen, i stedet for at foretage udpantning, som reglementet krævede. En kollega til de to skyldnere, Søren Degn, der hverken var venstremand eller højremand og som følge heraf blev betragtet som højremand, var også kommet bagefter med skolemulkt, men da han havde sit arbejde hos sognefogeden og dårligt kunne undværes i høstens tid, skete der ikke ham noget. Herredsfogeden betænkte sig ikke længe, da han fik budskabet fra sognefogeden, men sendte to af sine gendarmer i hestevogn til Ydby for at arrestere de to forbrydere. Ved Ydby Kro opstaldede de heste og vogn og fik at vide, at Niels Josephsen boede i et hus nær Skibstedgård. På vejen dertil mødte de en mand, der kom trækkende med et får, der skulle til stationen. Han havde en af sine små sønner med sig. Gendarmerne spurgte sig igen for, hvordan de kunne komme til Skibstedgård, og det lykkedes dem omsider at finde frem til bedstefars hus. Min bedstemor måtte fortælle gendarmerne, at manden ikke var hjemme. Han var gået til stationen med et får.
- Og han havde en lille dreng med sig?
- Jo, det havde han da.
- Så har vi talt med ham. Kommer han hjem med det samme?
- Ja det mener jeg da, sagde bedstemor.
- Så træffer vi ham nok på tilbagevejen, sagde de – og gik.
Og det gjorde de. De slog en klo i ham og fortalte ham, at han var arresteret.
For hvad dog?
Jo, han skyldte 72 øre i skolemulkt, som ikke var betalt til tiden.
Min bedstefar trak sin pung frem og ville betale – men nej! Det var for sent. Der var ingen vej uden om arresten. Gendarmerne lod den lille dreng finde vej hjem alene og trak min bedstefar afsted til kroen, hvor han blev sat under bevogtning, mens de hentede den anden synder, Jens Astrup. Og så gik turen til Vestervig. De to misdædere blev fremstillet for herredsfogeden og tilbød endnu engang at betale, hvad de skyldte - men nej! Det var for sent. Og på stedet idømte han dem hver tre dages arrest, som de med det samme blev indsat til at afsone. Efter de tre dage bag tremmerne blev de løsladt, og da de var vel hjemme igen, vekslede Niels Josephsen ord med sin søster Elses svoger, Jens Graugaard i Odgård i Lyngs. Han havde et teglværk og havde ofte haft skærmydsler med herredsfogeden, når han måtte gå rettens vej for at få sine tilgodehavender hos teglværkets kunder. Jens Graugaard var efterhånden blevet ganske lovkyndig, og han så straks, at der i denne ”sag” var handlet lovstridigt af både sognefoged og herredsfoged.
Han plejede at tabe sine sager hos herredsfogeden, men appellerede så til overretten i Viborg, hvor han lige så regelmæssigt fik sin ret. Jens Graugaard elskede altså ikke herredsfogeden, som tilmed engang havde ladet ham arrestere, hvorefter Jens Graugaard drillede herredsfogeden med at indrykke følgende annonce i den lokale avis:
Jens Graugaard, Odgaard.
Og nu var han ikke længe om at skrive et udkast til en klage over herredsfogeden til amtmanden i Thisted. Den skrev Niels Josephsen så og begav sig til Thisted med den.
Amtmanden tog venligt imod min bedstefar, læste klagen igennem med det samme og lovede at han roligt kunne gå hjem igen til Ydby - han skulle snart høre nærmere. Dett varede heller ikke mange dage, før Niels Josephsen fik besøg af en prokurator fra Vestervig, som høfligst skulle hilse fra herredsfogeden og spørge, hvad han og Jens Astrup skulle have for at tilbagekalde klagen til amtmanden.
De to straffede syndere var medgørlige. De blev enige om, at da det var i høstens tid, de havde været indespærret, var de hver gået glip af tre dages løn - 2 kroner pr. dag - så de måtte hver have krav på 6 kroner - seks kroner!
Selv når man betænker den tids levefod i Sydthy, har prokuratoren sikkert smilet flovt over deres beskedenhed. Måske har han tænkt, at så billigt skulle herredsfogeden ikke slippe fra sin fadæse, og måske har han bare været ærlig, for han afslørede, at han havde fået 20 kr. med til sagens bilæggelse. Han foreslog, at de skulle have de 6 kr. hver for tabt arbejdsfortjeneste og at Niels Josephsen skulle have de resterende 8 kr. for sin ulejlighed med at skrive klagen og tage turen til Thisted og hjem igen.
Og sådan blev det. Min bedstefar stod altså pludselig med 14 kr. i hånden.
For dem købte han et nyt ur i stedet for det gamle og skrøbelige, der hang på væggen i stuen - en moderne ”amerikaner”. Det var ikke så mærkeligt, at dette ur siden i familien blev omtalt som Æ Hærredsfoweds Klåkk. I de år,jeg nød mine ferier i Ydby, sluttede hver dag med, at min bedstemor spurgte bedstefar:
- Hår do dråwn æ klåkk?
Og hver eneste gang svarede min bedstefar:
- Ja.
Dette meget betydningsfulde replikskifte kan man nu høre hver aften i stuerne på Østerbro i København, når min kone og jeg er ved at gå til ro.
* * *
PS. Det hører næsten med til historien, at i mine drengeår, da jeg holdt sommerferie hos mine bedsteforældre i Ydby, var min bedstefar gammel, og han havde af kommunen fået som hverv at – opkræve skolemulkt i sognet.
(Kilde: Historisk Årbog for Thy og Mors 1973, side 347-351).
Torsdag d. 6 marts 2008 kl. 19.30.
Dagsorden:
1.Valg af stemmetællere.
2.Valg af dirigent.
3.Bestyrelsen aflægger beretning.
4.Skolelederen aflægger beretning.
5.Tilsynets beretning v/Winni Nicolajsen og Bent Kjærsgaard.
6.Forelæggelse af regnskab til godkendelse.
KAFFE
7.Valg af bestyrelsesmedlemmer på valg:
Karin Ubbesen – villig til genvalg.
Susanne Andersen – ikke villig til genvalg.
Tonny Skjernø – villig til genvalg.
8.Valg af suppleanter, på valg:
Jens Thomsen.
9. Valg af tilsyn på valg:
Winni Nicolajsen villig til genvalg.
Bent Kjærsgaard villig til genvalg.
10.Forslag til vedtægter.
11.Valg af revisor.
12. Arbejdsgrupper:
Valg til arbejdsgrupper og orientering.
13.Indkomne forslag.
14.Evt.
Indmeldelse til børnehaven "Frihaven"
tlf. 40415949 eller 97956370